| Title | Par 00051 - - Rasmus Ludvigsen & Hansine Marie Sørensen - DK
|
Note |
Erindringsbillede af Familien, fortalt af Poul Ludvigsen, søn af Rasmus og Hansine Ludvigsen.
|
| Text | MINE FORÆLDRE
RASMUS LUDVIGSEN OG HANSINE MARIE SØRENSEN
SKREVET AF DERES SØN POUL LUDVIGSEN
CALGARY, ALBERTA, CANADA
OKTOBER 2003
Vi har aldrig været rigtig “åbne” over for hinanden i vores familie, med det resultat at det jeg skal skrive om, bortset fra årstal og lignede, bliver for del baseret på gætteri. Børn den gang spurgte sjældent, og hvis de endeligt tog mod til at spørge om noget personligt, fik de som regel kun et afvisende svar, hvis de endda fik det. Men måske har vi heller ikke været særlig nysgerrige da vi var børn og unge, og det er først senere i livet at man kommer til at tænke på hvor lidt man i virkelighed kendte til forældres tilværelse, udover det vi oplevede til hverdag, og da var det for sent til at få noget at vide om dem.
Far og mor stammede begge fra landet, men der var alligevel en social forskel på deres status. På et tidspunkt havde mor været en gårdsmandsdatter (og det har jeg fornemmelsen af at hun aldrig glemte), hvorimod fars familie var husmænd og små håndværkere, og det var i det mindste et lille skridt ned af rangstigen. Jens Rasmus Ludvigsen, min farfar, var husmand og tømrer, men efter hvad jeg husker fra min barndom hvor vi besøgte farmor, var der ikke meget jord til deres lille sted.
Far blev født d.17 Juli 1883 i Gedesby på Falster, og mor d. 26 August 1886 i Holsted by. De blev gift d. 18 September 1913. Der eksisterer ingen billeder fra den begivenhed, hvad der eller var det mest almindeligste, men det skyldes sikkert den omstændighed at min ældste bror meldte sin ankomst allerede tre måneder efter at præsten havde sagt sit amen til ægteskabet.
Far var den yngste af de fem søskende, Carsten f.1875, Anna f. 1877, Carl f. 1879, Sofus f. 1881, og bortset fra Carl der døde af “den spanske syge” da jeg var tre år gammel, kendte jeg dem alle særdeles godt fra mine ferieophold hos dem da jeg var barn.
Om mors familie ved jeg kun meget lidt. Det var en af de ting jeg udfrittede mor om, men det fik jeg ikke meget ud af. Kun ved jeg at da hun var barn havde hendes forældre en ret stor gård i nærheden af Holsted by, men af årsager der er skjulte mistede de den da hun var halvvoksen, og hun var ligeledes den yngste af søskende flokken . Den ældste af børnene var Karen, 1880, (min gudmoder), men af ukendte grunde kom vi ikke sammen, trods det at vi boede i den samme by, Esbjerg, i en lang årrække. Næst efter Karen kom Søren i 1882, ham har jeg aldrig set, men jeg tror han boede i nærheden af Vejle, igen en af de små hemmeligheder der ikke ragede børnene. Så kom Hans der emigrerede til New Zealand i en ung alder. Vi havde et billede af ham hvor han var fotograferet uden for sin hytte, men det var vist det eneste kontakt de havde haft med ham. Det kunne godt tænkes at han var faldet under den første verdenskrig, men undersøgelser i den retning har ikke givet resultat.
Far lærte mejerifaget i Gedser, og blev yderlig uddannet på Ladelund Landbrugs Skole og på mejeriskolen i Dalum, sikkert med den hensigt at være i stand til søge en ledende stilling indenfor faget. På et vist tidsrum har han arbejdet som ung mejerist på Esbjerg Andels Mejeri, hvor han sikkert har lært mor at kende der var barnepige for bestyrerens børn. Men om det var før eller efter at han havde aftjent sin værnepligt som marinesoldat i København, er jeg ikke klar over. Mor har også været stuepige i København, men om de kendte hinanden den gang kan jeg kun gætte mig til. Hun har også haft plads i huset i Haderslev (det var den gang tysk), for jeg har set et billede af hende sammen med en veninde der var taget af en kanonfotograf, hvor der stod “Viele grusse von Hadersleben”. Far har også været mælkedommer, hvor hans arbejde bestod i at rejse rundt til mejerierne i hele Jylland og bedømme mælkens kvalitet, men om det har været medens de har været gift må jeg indrømme min uvidenheden om.
Som det sikkert fremgår af det jeg har skrevet indtil nu om deres liv medens de var yngre, er en del af det baseret på gætteri, og det er jeg selv klar over, men hvad skal man gøre når årstal og kronologiske kendsgerninger mangler. Men jeg håber det bliver bedre på de følgende sider. Lad mig allerførst prøve at tegne et billede af mine forældre , som jeg syntes at kunne huske dem fra da jeg var barn og halvvoksen. Det skal dog indrømmes at det aldrig kan blive et nøjagtigt portræt af dem, for de sociale og økonomiske forhold ændrede sig så meget i den periode, at det nødvendigvis prægede dem begge.
Mor var en lidt af den forfinede type, måske lidt påtaget til tider, men selv når hun blev vred og skældte ud var hendes sprog behersket, og helt uden grove ord. Hun ville have passet fortrinligt ind i et velhavende borgerhjem, hvor hendes vigtigste arbejde ville have været at give ordrer til nogle tjenestefolk, og så ellers sørge for at børnene havde de rigtige legekammerater. Hun var ikke så lidt af en snob, og det siger jeg uden at mene noget dårligt med det, for det ville i alle tilfælde havde været unaturligt for hende, med hendes indstilling, at snobbe nedad. Så hun var såmænd ærlig nok, og prøvede aldrig at være anderledes end hun i virkeligheden var. Hvis hun nogensinde havde talt et dialektsprog (jysk) var det glemt i hendes daglig tale, til fordel for et pænt dansk, og uden at have en formel uddannelse virkede hun temmelig belæst. Da det af økonomiske grunde blev nødvendig for hende at omforme sig, gjorde hun det på en begrænset naturlig måde, men det må indrømmes at hun klarede alle vanskeligheder fint uden at beklage sig.
Engang, medens vi boede i skolegade i Esbjerg, fik vi besøg af en dansk-amerikaner der for år tilbage havde arbejdet som mejerist for far på Fanø. Han var såmænd en meget flink fyr, men han havde den den uhyrlige “frækhed” at tiltale mor med “du”. Det var hun meget fortørnet over, og det varede flere dage inden hun blev sig selv igen. Far havde foreslået at de senere skulle invitere “amerikaneren” og hans kone til middag, men det ville mor ikke høre tale om. Det er meget muligt at nogle af mine søskende, eller andre, vil mene at min bedømmelse af mor ikke er helt rigtig. De vil for eksempel hævde at hun mange gange støbte kuglerne, og lod andre om at fyre dem ud, for senere at lade som om hun ingen anelse havde om hvorfor eller hvad. Det er måske heller ikke helt forkert.
Far var mindre kompliceret af væsen, han var meget selvbevidst og påståelig, hans mening var lov (og det bandede han på), men han manglede evnen til at forsvare sig, og andre når det var nødvendigt. Mor sagde at han snakkede folk efter munden, og der var måske også noget om det. Han var bestemt ikke uden humoristisk sans, og særligt når det gik ud over andre, men det kneb for ham at skelne om hvornår noget var passende, og hvornår det ikke var. Mange af de vanskeligheder han havde senere i livet skyldes det, og den ærlige måde han havde at sige tingene på. Her er et lille eksempel på hvad jeg taler om. Far var en lidenskabelig jæger, og han yndede at fortælle følgende historie. En dag gik han på jagt med en fuldstændig nybegynder, der den samme dag havde købt sig en flot jagt habit med en fornem bredskygget hat. Da der ikke var noget særligt at skyde efter den dag, foreslog far at de skulle skyde til måls efter en hat, så han smed sin gamle bør i luften mange gange uden at de ramte den. Nu tog hans makker mod til sig, og smed sin nye hat op, men den kom aldrig ned igen, far var en god skytte, men den anden som var medlem af mejeriets bestyrelse kunne ikke se det morsomme i det. Han talte aldrig til far igen.
Et billede af far vil ikke være fuldendt om ikke hans positive sider bliver bragt frem. Da nedgangs perioden kom prøvede han alt hvad han kunne for at skaffe sig selv noget arbejde, han var ikke bange for at tage det mest beskidte og ringest betalte job der fandtes. Når hans arbejdskammerater på havnen eller byggepladsen fandt det ganske naturligt at drikke en stor af ugelønnen op, kom far hjem med hver skilling han havde tjent. Jeg har i øvrigt aldrig set min far beruset.
Fars og mors forhold til os børn var præget af datidens tænkning, vi var ikke indviet i deres tilværelse som medlemmer af familien, og man kan heller ikke sige at de var levende interesseret i hvad vi foretog os. Der var en afstand mellem forældre og børn den gang, og det var der i øvrigt også mellem yngre og ældre søskende, så man delte hverken sorger eller glæder med hinanden. Det kunne lyde som om det var en kold tilværelse, men det var det nødvendigvis ikke, for sådan var jo livet den gang de fleste steder, og man savner vel heller ikke noget man aldrig har prøvet. Det var ikke fordi man ikke blev “holdt af”, men det skete en smule på afstand og temmelig behersket.
I 1914 blev far mejeribestyrer i Sønderho på Fanø, og det måtte have været en prøvelse for dem begge. Ganske vist var ingen af dem vidtberejste, men sammenlignet med mange af bønderne derovre var de kosmopolitter. Der var den gang flere af beboerne der aldrig nogensinde havde været udenfor øen. Jeg kan huske at vi mange år senere, da vi boede i Esbjerg, fik besøg af en ældre kone hvis mand havde været formand for bestyrelsen af mejeriet i Sønderho, og det var første gang Maren Hansen nogen sinde havde været ovre på fastlandet. Fars og mors sprog var så meget anderledes end deres, at det tit var vanskeligt at føre en samtale, og skikke og traditioner var komplet fremmede for dem. Mor fortalte mig engang om hvor ulykkelig hun havde været da hun havde sit første kaffeselskab for nogle af de kvindelige beboere. Hun havde bagt de dejligste kager, og mange forskellige, men alt hvad gæsterne foretog sig den første time var at sladre om noget mor ikke havde nogen idé om hvad de talte om, medens de drak den ene kop af kaffe efter den anden uden at smage på det hjemebagte. De hældte kaffen op i underkopperne. og med et stykke kandis i munden slubrede de kaffen i sig. Mor var naturligvis ulykkelig og opfordrede dem flere gange til at smage på kagerne, men det hastede ikke sagde de. Men på en gang begyndte de, og så varede det kun ti minutter så var bordet ryddet, og kort efter var den sidste gæst ude af døren, uden at nogen af dem havde bemærket om det havde smagt dem.
Jeg ved med sikkerhed at mor ikke følte sig tilpas derovre, alting var for vanskeligt for hende, men hun havde vist heller ikke nogen særlig lyst til at sætte sig ind i deres mentalitet og tankegang. Far klarede sig bedre efter hvad han selv siger, men han havde også et lysere sind end mor, og tog ikke beboerne særlig højtidelig, tvært imod til tider.
Denne periode var jo under den første verdenskrig, og far var, som tusinde af andre, i længere tid indkaldt til sikringsstyrken, men fik det ordnet på den måde at han var soldat i København i en uge, og næste passede han bedriften på Fanø. Han havde en vikar på når han ikke selv var der. Al den besværlighed med fars rejsen og kommen gjorde det ikke bedre for mor med at finde sig til rette, så hun var ikke utilfreds med da vi i 1920 flyttede til Fanøs “hovedstad” Nordby. Mejeriet der var meget større end i Sønderho, og så hørte der en pæn lejlighed til på første sal. Nu havde far fast hjælp på mejeriet (den unge mand boede og spiste hos os), og mor havde pige i huset, og da det ikke var nødvendigt med en så snæver kontakt med bønderne som det var hvor vi flyttede fra, tror jeg mor følte sig meget bedre til rette der. Nordby var jo også en meget større by end den vi havde forladt, med ret store forretningen (hvor en dame blev behandlet som en dame), og hvis det kneb med at få hvad man ønskede, så lå færgen til Esbjerg kun få minutters gang fra mejeriet. Fars løn var også større nu, så økonomisk set havde de ikke grund til at klage. Der blev endda til en mindre opsparing, som de dog mistede da landmandsbanken krakkede. I jagtsæsonen (og vist også udenfor) gik far næsten hver dag på jagt, og kom hjem med vildt som mor var ekspert i at tilberede, det hjalp naturligvis også at sådan noget som piskefløde og smør var gratis når man laver mad. Men mon vi levede sundt efter nutidens målestok?
Stort set tror jeg at far og mor havde det godt i den periode, og var tilfredse med omgivelserne og arbejde, men hvorfor flyttede vi så efter kun nogle få år til Esbjerg? Vi blev fortalt (men meget senere) at grunden var at mine forældre mente at vi kunne få en bedre skoleuddannelse i en større by, men jeg er ikke så sikker på at den historie passer. Fra anden side har jeg hørt at bestyrelsen på mejeriet, selv om de priste fars arbejde, ikke var utilfredse med at han flyttede, for det kneb vist for ham at holde mund på de rigtige steder, men de ville ikke selv sige ham op. Moster Karen (eller Karenmost som det hed på øen) har senere fortalt mig, at far var lovet pladsen som bestyrer på mejeriet i Esbjerg, når den nuværende trak sig tilbage, men sådan kom det i alle tilfælde ikke til at gå. Far og første-mejeristen på andelsmejeriet i Esbjerg byttede arbejde, og i et halvt år boede vi i et lille hus på nordsiden af Fanø, der var sikkert mangel på lejligheder i Esbjerg den gang, før vi om efteråret flyttede til fastlandet.
Så længe far levede havde han en slags tilhørighed til Fanø, vist mest til Sønderho, i mange år var han kasserer for Fanøforeningen i Esbjerg, og endte op med at blive æresmedlem der. Mor sagde ganske vist spydigt, at den eneste grund til at de udnævnte ham var, at hvis de ikke havde gjort det ville far blive ved med at være kasserer til han var halvfems. Ak, ja. mor kunne være særdeles behagelig mange gange.
Det første sted vi boede i Esbjerg var i en pæn første sals lejlighed på hjørnet af Grundtsvigs alle og Jernevej. Vi børn havde temmelig langt til skole, så det var måske grunden til at vi efter et års tid flyttede til Islandsgade, eller også kunne det være en ret ubehagelig stank hele dagen fra et tarmskraberi der lå i nærheden, men måske var er en anden årsag, hvad ved jeg. Da vi havde boet der et stykke tid blev den ene stue lavet om til en butik, hvor mor solgte mælk, brød, smør og hjemmelavede kager. Men det kunne Hansine ikke klare, det hun selv lavede for at sælge puttede hun så meget smør og andre gode ting i, at far sagde at hun satte penge til når hun solgte det. Men det var nok kreditten der slog hovedet på sømmet, mor kunne ikke sige nej når forældrene sendte deres børn hen efter mælk og brød, og bad om “at få det skrevet”. Hun var alt for godtroende når folk kom og sagde, at hvis de bare kunne få kredit den dag ville de komme på fredag og betale hele regningen. Når far lavede vrøvl sagde hun bare at det måtte være svært at være fattig.
Det var medens vi boede der at tilværelsen ændrede sig for hele familien. Det kom som en uventet bombe at far mistede et godt betalt job og blev arbejdsløs, men værre var det måden det skete på. Ved en normal undersøgelse på mejeriet blev det konstateret at fedtprocenten i mælken var lavere end tilladt. Nu havde far ganske vist ansvaret for mejeriets drift, men det var bestyrerens pligt at undersøge mælkens kvalitet hver dag, og give sine direktiver med hensyn til hvor meget vand der skulle tilsættes, og det havde han også gjort den pågældende dag. Far der var på fast løn så han havde han ingen fordel af at fortynde mælken, om bestyreren havde det ved jeg ikke, men han brugte som undskyldning at der var ikke tilført nok mælk til mejeriet den dag til at tilfredsstille efterspørgselen. Alt det blev opklaret ved en senere retssag, hvor far ikke engang var indkaldt som vidne, for slet ikke at tale om at være anklaget for noget. Bestyreren fik en kæmpebøde, men da havde far forlængst mistet sit arbejde.
Jeg kan så tydelig huske den eftermiddag da sagen kom frem, at far rasende satte sig på sin cykel og kørte op på et redaktionskontor i Esbjerg, der den dag i deres avis havde skrevet på forsiden “om den tynde mælk”, og at det var en afskediget mejerist der havde haft ansvaret. Hvad far havde sagt til dem oppe på det kontor, ved jeg ikke, men jeg er sikker på at der havde været basis for en injuriesag mod dem, som far kunne havde vundet.
At der ikke nu kom en fast ugeløn hver fredag det havde de aldrig prøvet før, men man kan ikke andet end beundre dem for at de klarede sig igennem de kommende år uden at det slog dem ud. Far forsøgte sig som mælkehandler, han kørte rundt med hestevogn og solgte smør og mælk til private. Når han ringede med sin store klokke havde han sikkert ventet at alle i nabolaget kom løbende ud for at handle med ham, men det gik ikke rigtigt efter beregning, så det holdt han hurtig op med. Mange gange var han ude på landmejerier og vikarierede, men det var heller ikke nok til at skabe en fast indtægt. Samtidigt med gik forretningen i Islandsgade neden om og hjem, så vi måtte flytte hen et andet sted og bo.
Vi havde flere lejlighed i de kommende år. Fra Islandsgade til et baghus i Kongensgade, derfra til et kedeligt sted i Havnegade, så ud “til stranden” som vi kaldte det. Der boede vi to steder, det første sted var der ikke elektrisk lys så vi matte klare os med en petroleumslampe der var slem til at ose, og tilslut ned til Skolegade, hvor vi boede da jeg var en ung malersvend. I deres sidste år boede far og mor i en pensionist lejlighed ude på Strandby Kirkevej.
Efter at have arbejdet som blandt andet murerarbejdsmand begyndte far at arbejde på havnen med at losse og lade skibe. For at få en chance med det måtte de stille på havnen hver morgen før klokken syv, men da der som regel mødte ti gange så mange som der var brug for, var der mange der skuffende vendte hjem igen, for at prøve lykken næste morgen. Som andre steder i verden var depressionen sidst i tyverne og først i trediverne en tid hvor arbejdsløsheden og nøden var slem, og det var naturligvis særligt de ufaglærte der havde svært med at finde arbejde. Var de så heldige at blive antaget på havnen, måtte de udføre et virkeligt hårdt stykke arbejde der ikke var særligt godt betalt. Når far havde været nede i lasten på en kulbåd i otte timer, kom han hjem meget træt og sort over hele kroppen. Det har undret mig mange gange hvordan han var i stand til at vaske sig ren ved en køkkenvask, med en kone og fem børn rundt om, for vi havde selvfølgelig ingen badeværelse. Det varede flere år inden far blev så godt kendt på havnen, at han fik lettere arbejde og nogenlunde regelmæssig beskæftigelse. Det måtte have været svært for mor at tilpasse sig den økonomiske og sociale nedgang, men jeg syntes at hun klarede sig fint. Med fem børn der skulle have mad og klæder på kroppen syntes jeg at hun gjorde det flot, og jeg kan ikke sige andet end at hun voksede med opgaverne på en værdig måde.
Der var imidlertid mange måder at købe billig mad på den gang. Hestefars til hakkebøffer kostede kun 32 øre pundet, der vel svarede til en tredjedel af fars timeløn når han arbejdede, så det fik vi ofte. På nogle svineslagterier kunne man hver Lørdag købe flæskestege der ikke måtte sælges på normal vis i butikkerne. Det var dampkogt og varmt når vi fik det, og en kæmpesteg med en spand sky kostede kun to kroner, så der var middagsmad nok til hele familien i mindst fire dage. Vi fik det i øvrigt i mange år som julemiddag. Mor købte også flæskeribben som slagteren havde taget det meste af kødet af, men der sad stadigvæk så meget tilbage at mor med en lille kartoffelkniv som redskab kunne få noget kød ud af dem, så det blev til mange farsretter i årenes løb på den måde. På ægpakkeriet hentede vi kvasæg i en spand, det var en blanding af hvider, blommer og skaller i et virvar, men det kunne godt bruges når man fiskede det sidstnævnte fra, og så var det billigt.
Far var syg i mange år af af en mavesygdom, og det var på det tidspunkt hvor han arbejdede hårdest, så hans daglige kost var den gang ikke særlig afvekslende. Rismelsgrød kogt med mælk, og en æggeblomme rørt op med sukker, var i lang tid hans middagsmad, og om aftenen en kop te og et stykke ristet brød. Men han blev dog bedre med årene og spiste senere normal kost.
Fars og mors sociale liv var meget beskedent, kun omkring en enkel gang om måneden kom der gæster, hvor mændene spillede kort og kvinderne sad i en anden stue og snakkede, eller måske bedre sladrede. Der blev serveret kaffe med hjemmebagt kage til, men jeg mindes aldrig at der blev serveret hverken øl eller spiritus.
Et par gange om året var der bal i Fanøforeningen, og det var en fornøjelse at se når far og mor dansede de traditionelle danse fra øen, ikke fordi de så ud til at more sig for deres ansigtsudtryk var nærmest som om de var til begravelse, men de kendte trinnene og de havde den rytme i kroppen der netop gør fanødansene så festlige.
Der skete naturligvis mange ændringer i familien efter jeg forlod Esbjerg i 1935 og kun var hjemme på korte besøg, så fra den periode i tiden kan jeg ikke tale om. Far fik en have hvor han tilbragte meget af tiden, og senere en motorcykle, eller måske nærmere en “knallert”, men det skulle han sikkert ikke have haft i en så sen alder. Hans hørelse var ikke god, og en dag kørte han med den ud på en befærdet hovedvej uden at stoppe først, hvor han blev nedkørt af en bil og døde dagen efter på hospitalet. Det var den 30. April 1963, kun få måneder før han ville have fyldt firs år. Mor flyttede senere på et alderdomshjem, hvor hun døde den 23 Marts 1976, næsten 90 år gammel.
|
|
Ancestry Chart
Circle Diagram
Descendancy Chart
Family Book Chart
Hourglass Chart
Interactive Tree
Lifespan Chart
Pedigree Chart
Pedigree Map
Relationship Chart
Statistics
Branches
Families
Individuals
MultiMedia
Place Hierarchy
Repositories
Sources
View Day
Family Group Report
General Search
Technical help contact
Printer-friendly Version
Add to Clippings Cart